Blodtryk
Hvorfor måles blodtrykket i en helbredsundersøgelse ?
Baggrund
Hjertet er en muskel, som pumper iltrigt blod ud til kroppen gennem et netværk af arterier. Det vi normalt kalder ”blodtrykket”, er den måling, som foretages, når hjertets venstre hjertekammer trækker sig sammen og presser blodet ud i arterierne. Når blodet passerer ud af hjertet, udøver det et tryk på arterievæggene. Blodtrykket bruges til at bedømme kraften og mængden af blod, som pumpes ud af hjertet, samt fleksibiliteten af arterierne og deres tilstand.
Definition af blodtryk
Der er to dele i blodtryksmålingen. Den første er det systoliske tryk, som måles, når blodtrykket er på sit højeste under sammentrækningen af venstre ventrikel. Den anden del er det diastoliske tryk. Denne måling udføres, når blodtrykket er på sit laveste, mens hjertet hviler mellem slagene. Blodtrykket består af to tal – det høje og det lave blodtryk, som begge måles i millimeter kviksølv (mmHg), fx 140/80 mmHg (udtales 140 over 80).
Det systoliske blodtryk
Det “høje blodtryk” eller ”arbejdstrykket”, er det tryk, der udøves på blodkarrenes vægge, når hjertet pumper blodet ud i den store pulsåre i hjertets sammentrækningsfase.
Det diastoliske blodtryk
Det “lave blodtryk” eller ”hviletrykket”, er det tryk, der udøves på blodkarrenes vægge, når hjertet fyldes med blod i hjertets hvilefase.
Dit blodtryk er forhøjet, hvis det systoliske blodtryk er større end 140 mmHg, eller det diastoliske blodtryk er større end 90 mmHg. Disse grænser for forhøjet blodtryk gælder for alle voksne uanset alder og køn.
Et normalt blodtryk
Et normalt blodtryk vil ligge i intervallet 100-140 (systoliske) og 60-90 (diastoliske).
Hypo- eller hypertension
Har man et blodtryk < 100/60 mmHg kaldes det for hypotension og er det >140/90 mmHg kaldes det hypertension.
Ligger blodtrykket uden for det normale område, bør man tale med sin praktiserende læge.
Hvorfor måle blodtrykket i en helbredsundersøgelse hos STABIL.solutions:
Hypertension er en kendt risikofaktor for nyreskader og hjertekarsygdomme herunder slagtilfælde (apopleksi), blodpropper i hjertet, forstørret hjerte og kredsløbproblemer. Når det forhøjede blodtryk sænkes, mindskes denne risiko betydeligt. Det er derfor vigtigt at få målt blodtrykket med jævne mellemrum og behandlet et forhøjet blodtryk for at undgå følgesygdommene.
Andre afledninger af blodtryk
Forskellen mellem det systoliske og diastoliske blodtryk angives som pulstrykket, hvilket normalt stiger med alderen, og er et mål for elasticiteten af de store centrale arterier. Det vil sige, hvis det systoliske tryk øges – selvom det diastoliske forbliver det samme – vil dit pulstryk stige. Pulstrykket har vist sig at korrelere med risikoen for slagtilfælde samt med tilstedeværelse af kardiovaskulær sygdom – således har et pulstryk > 60 mmHg vist sig at øge risikoen for slagtilfælde.
En anden afledning af blodtryk kaldes middeltryk. Middeltrykketer det gennemsnitlige tryk målt over en hel hjertecyklus. Dette estimeres ofte som 2/3 x diastolisk + 1/3 x systolisk tryk; en simpel gennemsnitsværdi af systole og diastole er ikke tilstrækkelig, da diastolen typisk varer dobbelt så lang tid som systolen.
Kilder
Sundhed.dk om blodtryk og hypertension – Fagligt opdateret: 23.03.2017
Wikepedia om blodtryk
min.medicin om blodtryk og hypertension
Kontakt mig
Find os
Adresse:
Lejrvej 19, 1. sal
3500 Værløse